Klasseplacering - Svar fra Søren Hald

Nedenstående svar er Søren Halds svar på Allan Nielsens brev.

Brevet

Kære Allan Nielsen

Jeg har modtaget jeres skrivelse vedr. midlertidig klasseplacering af kommende 1. klasser. Jeg har tidligere telefonisk talt med to forældre, hvor jeg overfor dem har begrundet beslutningen.

Begrundelsen er skimmelsvamprenoveringen, der har taget hele Drivhusafdelingen ud af drift. Miljø- og Teknik forvaltningen meddeler afdelingen færdig til indflytning omkring efterårsferien. For at være på den sikre side er udmeldingen til forældregruppen, at sammenflytning af hele indskolingen sker pr. 1/11 2011. Der er således 8 klasselokaler, der er taget ud af drift samt en hel SFO-afdeling.

Med så stor lokalenedgang og sammenholdt med den øvrige ombygning af Vridsløselille skole er det uundgåeligt, at det vil kunne mærkes på nogle klasser.

Ledelsen har sammenholdt de mange modsatrettede hensyn ved valg af overgangsløsning: så få berørte klasser som muligt, ingen klasser skulle miste deres lærer af denne grund, ingen skulle pendle mellem skolerne. Det er i det perspektiv glædeligt, at det kun berører de to nuværende 0. klasser. Det har yderligere været vigtigt at give de 4 kommende 1. klasser mulighed for at ligge tæt fysisk på hinanden for derigennem at styrke samarbejdet.

Fra skoleårets start og frem til 1/11 vil der således være 2 x 0. klasser, 4 x 1. klasser, 2 x 2. klasser og 1 x 3. klasse på nuværende Hyldagerskolen. Dertil kommer hele udskolingen - i alt 12 klasser - i hele skoleåret 2011/2012.

Jeg kan fint forstå jeres bekymring, og jeg ville også meget gerne have undgået en deling af en ny sammenlagt skole på flere lokaliteter. Det har af flere grunde ikke været muligt. Jeg medgiver gerne, at det uundgåeligt betyder gener for nogle. Min og den øvrige ledelses bestræbelser er gået på, at så få klasser som muligt bliver berørte. Indskolingens midlertidige placering i Hyldagerskolens nuværende bygninger er således frem til 1/11 2011.

Jeg beklager oprigtigt ikke at kunne imødekomme jeres ønske i denne sag.



Med venlig hilsen
Søren Hald

Skoleinspektør
Hyldagerskolen, Børne og Undervisningsforvaltningen

15/06/11 15:59 · Henning Habor


Tilføj kommentar

Dit navn:

Din email:

Bekræft din email:

Overskrift:

Kommentar:

Hvad er Vridsløselille Skoles hovedtelefonnummer? Find det her