Fakta
Kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune har besluttet at Hyldeagerskolen og Vridsløselille Skole skal lægges sammen, når skoleåret 2011-12 starter. Den nye skole får navnet Herstedlund Skole.
I vinteren 2010-11 konstateres der skimmelsvamp i SFO Drivhuset på Vridsløselille Skole og de tilhørende børn flyttes midlertidigt til SFO Regnbuen. Flytningen har medført, at SFO Regnbuen nu skal lægge lokaler til 2 SFO'er, hvilket har udsat børnene for ekstra meget stress og larm i deres hverdag. Børnene har dog taget det i stiv arm, men desværre har det ikke været muligt at begynde at bekæmpe skimmelsvampen, da Albertslund Kommune skal overholde lovgivningen om udbud. Derfor forventes SFO Drivhuset først at være klar til de tilhørende børn efter efterårsferien 2011.
Da sammenlægningen jo allerede er besluttet til at skulle ske ved skolestart 2011-12, har den nye skoleleder for Herstedlund Skole, Søren Hald, derfor valgt, at de kommende 1. klasser skal undervises på Hyldeagerskolen indtil færdiggørelsen af SFO Drivhuset. Denne beslutning fortalte Søren Hald om den 18. maj 2011 i et brev til forældrene til børnene i de kommende 1. klasser. I brevet begrunder Søren Hald beslutningen med, at den er mest skånsom for flest mulige.
Kritikpunkter
Ingen forældre, forældrebestyrelser eller ansatte har været med til at tage beslutningen om, at de kommende 1. klasser skal undervises på Hyldeagerskolen, selvom man på Albertslund Kommunes hjemmeside om Herstedlund Skole kan læse, at elever, forældre og ansatte skal inddrages i dialog, så alle kan sætte deres præg på skolens fremtid.
Søren Hald har fortalt os i telefonen, at det ene og alene er ham, der tager beslutninger vedrørende Herstedlund Skole. Hvad er det, der gør, at det ene og alene er ham, der tager beslutningen? Hvorfor vil Søren Hald ikke svare på vores og andre forældres henvendelser? Vil det sige at den dialog man taler om på Albertslund Kommunes hjemmeside kun gælder, når det passer Søren Hald? Mon ikke Lars Søndergaard, skolechef på Albertslund Kommune og Jens Mikkelsen, formand for Børne- og Undervisningsudvalget på Albertslund Kommune har en anden holdning til, hvor meget magt en skoleleder skal have?
Vores barn er et af flere, der er flyttet fra Hyldeagerskolen til Vridsløselille Skole på grund af mobberi. Derfor finder vi det urimeligt, at vores barn skal flyttes tilbage til en skole, hvor pædagoger og ledelse negligerede problemerne med mobberi. Mobberiet kunne for eksempel være kvælertag, slag, spark eller blive spyttet på, men det mente pædagoger og ledelse skyldtes at vores søn ikke vidste, hvad forskellen på mobberi og drilleri var. Endvidere kunne vi ikke få et entydigt svar på, hvad skolens mobbepolitik var, selvom det fra Folketingets side er besluttet, at alle skoler skal have en mobbepolitik. De havde derudover ikke noget på skrift, vi kunne se.
Beslutningen om, at de kommende 1. klasser skal flyttes til Hyldeagerskolen, er blandt andet taget for at skemaplanlægningen skal være så skånsom som mulig for lærerne. Telefonisk fortalte Søren Hald os, at lærerne ikke skal bruge unødig tid på transport mellem de 2 skoler. Denne transporttid vil ikke være mere end 5 minutter for lærerne og de kan endda forholde sig til omvæltningerne. Transporttid vil ikke kunne undgåes, så hvorfor ikke planlægge skemaerne, så lærerne er den ene halvdel af dagen på den ene skole og den anden halvdel på den anden?
Flere lærere, pædagoger og forældre har overfor os rystet på hovedet af Søren Halds beslutning - blandt andet fordi Vridsløselille Skole har forholdene til de børn, der bliver påvirkede af renoveringen af Drivhuset. Vridsløselille Skole har indtil sommerferien fungeret som selvstændig skole - Hvorfor kan den ikke det indtil Drivhuset er klar? Der er på nuværende tidspunkt 2 klasselokaler, børnene kan bruge. De 2 kommende 1. klasser på Hyldeagerskolen kan blive på deres skole indtil renoveringen er færdig og så kan alle 4 klasser flytte ind i den nye SFO på samme tid. Dette vil også give den nødvendige ro, indtil sammenlægningen for alle 4 klasser.
Når man skal til at starte i 1. klasse, har man større behov for stabilitet og vante omgivelser end de ældre klassetrin har. Der sker mange omvæltninger i deres liv - blandt andet skal børnene i 1. klasse lave lektier for første gang. Som en forælder fortalte os, kan kommunen fjerne børnene fra deres familier, hvis børnene ikke har nok stabilitet i deres liv. Men hvad vil Albertslund Kommune gøre, når det nu er skolevæsnet, der fjerner børnene fra deres faste holdepunkter? Som man kan læse i Albertslund Posten, har mange af skolens børn specielle behov. Derfor synes det hyklerisk, at Herstedlund Skole har fået et tilskud på 1,5 mio. kr. til at hjælpe de børn, der ikke trives og man så ikke prioriterer de børn, der skal igennem en stressende tid efter sommerferien.
Vi er mange forældre, der har prøvet at komme i dialog med Søren Hald, men han ønsker åbenbart ikke at se os i øjnene, da alle svar fra ham er kommet pr. brev i skolen eller via telefonen. Spørger man, om man kan få et personligt møde, har han svaret, at han ikke havde tid til det.
Det virker på os forældre som om, at Søren Hald afviser alle løsninger fra forældre, lærere og pædagoger, fordi han ikke selv har fundet på dem og ingen skal tro, de kan ændre hans mening, for som han har sagt i telefonen: Jeg ved godt, at I ikke er tilfredse med ideen, men I får ikke noget ud af at klage, da det i sidste ende kun er min beslutning, der gælder. Kan det virkelig være rigtigt at vi har enevælde og diktatur i Albertslund? At vi skal have en selvudnævnt diktator til at styre vores skole? Hvorfor ikke lytte til dem, der kender børnene bedst: nemlig forældre, pædagoger og lærere?
Lærere og pædagoger er også kommet med alternativer, hvilke Søren Hald heller ikke har lyttet til.
Albertslund kan vist aldrig bryste sig med at være Danmarks bedste børneby mere.
Underskriftsindsamling
Vi forældre til børnene i O.A. og O.B. har i et brev til Søren Hald skrevet, at vi ikke er tilfredse med den beslutning, der er taget og at vi gerne ser, han finder andre alternativer.
På vegne af forældrene til børnene i O.A. og O.B. på Vridsløselille skole.
Henriette Ørberg og Henning Habor
16/06/11 22:37 · Henning Habor